City Målsætning: En titel pr. sæson

Ferran Soriano, Manchester Citys administrerende direktør, er ikke en 35 years and still here mand*. For kravet til Manchester Citys næste manager er gennemsnitligt et trofæ pr. sæson! Liga cuppen og Community Shield er ifølge katalaneren IKKE at regne for trofæer: Soriano, (f. 1967): "I would say I want to win five trophies in the next five years. That may mean we win no trophies one year and two in another, but on average I want one trophy or title a year. That is the Champions League, the Premier League or the FA Cup."

Soriano vil have 5 og ikke kun 3 titler de næste fem sæsoner

Soriano tilføjer dog, at han sagtens kan leve med, at City intet vinder i den første sæson under en ny managers ledelse, men at han som minimum forventer at se holdet udvikle sig i en positiv retning.
Læs hele den interessante artikel her: BBC Five Trophies in Five years

*35 years and still here henviser til den periode de mest loyale Cityfans ventede på City igen skulle vinde noget. i Perioden 1976-2011 vandt City intet. Det tætteste var en tabt F.A cup finale i 1981. 

Smertefuld men nødvendig afsked med Mancini

Først og fremmest: Ingen tvivl om, at jeg holder meget af Mancini. Bobby Manc rykkede Manchester City mange mil fremad efter klubbens projekt begyndte tilbage i 2008 med diletanten Mark Hughes i spidsen.

Da italieneren overtog ansvaret efter waliseren i december i 2009 begyndte en rejse fremad med nærmest syvmileskridt. I den første sæson glippede Champions League kvalifikationen dog lige akkurat med en 5.plads, men her må man placere en del af ansvaret på Hughes' skuldre, da bl.a. hans stribe af uafgjorte kampe i efteråret (7 i træk så vidt jeg husker) kostede de points, som ellers ville have sikret en sikker deltagelse i den lukrative turnering.

Men fra starten af sæson 2010/11 tog tingene for alvor fart, og slutningen af sæsonen blev mytisk. En stribe sejre sikrede en lidt overraskende 3.plads i ligaen, og dermed en direkte kvalifikation til Champions League. Men mindst ligeså vigtigt brød City endeligt 35 års trofætørke, og fik endda  fornøjelsen at slå Manchester United i semifinalen på Wembley på vejen til F.A cup trofæet.

2011/12 er et kapitel for sig. Fantastisk sprudlende og underholdende spil og et derfor fortjent mesterskab - blandt andet via den historiske 6-1 ydmygelse af vores naboer på Old Trafford, noget som altid vil stå mejslet ind i min hukommelse, som noget af det surrealistiske jeg har oplevet som Cityfan.
At vi ender med at vinde mesterskabet fra baghjul må også tilskrives Mancinis "it's finish" taktik. Det var genialt, og så er der altså ikke mange som slår Ferguson i "mind games"

Men hvis jeg lægger hjertet væk og tænker rationelt, så er denne afskedigelse i orden. For denne sæson 2012/13 har ikke budt på fremgang og udvikling.

Egentlig har den været en lang seance med langt flere frustrationer end glæde. Sæsonens højdepunkt har utvivlsomt været den for tabellen betydningsløse 2-1 sejr på Old Trafford.
Ellers har 2012/13 budt på flere fadæser, som kun kan føres tilbage til Mancini: Champions League fiasko, tyndt forsvar af titlen, tydelig uro i spillertruppen, offentlig udhængning af navngivne spillere samt ikke mindst ligeledes offentlig kritik af klubbens ageren på transfermarkedet. Alt sammen fatalt.
Jeg vil dog ikke hænge Mancini op på F.A cup finale nederlaget. At spillerne ikke kan svinge sig op til at træde i karakter i en cupfinale, det kan man ikke bebrejde en manager. Det kunne de ikke være bekendt.

Jeg vil ikke gå ind i hvem der nu skal overtage, men det må være tydeligt for enhver, at vi skal have en mand ind, som virkelig kan mandskabsbehandle. I Citys statement på fyringen står der, at Mancini ikke havde en holistisk nok tilgang til truppen, hvilket jeg vil oversætte til, at han simpelt hen havde mistet omklædningsrummet. Og er det først sket, så er der altså bare ikke andet at gøre at fjerne kilden til uro. Så kan det godt være at Mancini havde en stor stjerne ved os fans, men det nytter jo ikke noget, hvis spillerne hader ham som pesten.

I aften møder vi Reading. Jeg er spændt på hvilken reaktion vi vil se.


morten72

Manchester City og en ny træner: Det næste skridt?

Rygterne har kørt i længere tid, og efterhånden virker mere og mere realistisk at Robert Mancini efter denne sæson ikke længere er manager i Manchester City.

Af Mirco Reimer

Om det er fair at fyre italieneren eller ej kan nok diskuteres i evigheder. Det var Mancini som fik trofæerne tilbage til den lyseblå del af Manchester, og som formede et hold der brillerede med flot fodbold i store dele af sidste sæson. Men det var også under Mancini at City to år i træk røg ud i Champions League gruppespillet, samt i denne sæson ikke viste tegn på fremskridt, både i forhold til spillerindkøb og de sportslige præsentationer. Yderligere har Mancinis forhold til spillerne – hvis man skal tro medierne og folk tæt på City ikke – ikke været det bedste. Hans gentagne kritik af spillere i offentligheden - Nasri, Kompany og Hart, for bare at nævne nogle navne – har også givet anledning til diskussion om Mancini har omklædningsrummet bag sig, det samme gælder spillernes indstilling. Her havde man ikke kun under FA Cup finalen i går en mistanke om at gnisten mangler.

Og dog skal se den seneste udvikling ses i lyset af en længere strategisk og taktisk udvikling. Og i denne handler det ikke så meget om Mancini, men om to spanske herrer: Txiki Begiristain og Ferran Soriano.

Når man tænker nærmere over det er det egentlig en meget logisk beslutning. Da man i august og oktober 2012 hentede Ferran Soriano som ny CEO og Txiki Begiristain som sportsdirektør var det det første tegn på den udvikling Scheik Mansour bin Zayed al Nahyan og Khalid Al Mubarak gerne vil se i klubben fremover.

Begiristan har i sin korte tid i City allerede fået betydelig indflydelse. Således skal Citys ungdomstrænere, hvoraf mange er blevet hyret af Mancini, referere til ham i form af rapporter. Txikis indflydelse kan også ses på Citys fremtidige taktiske koncept, som indebærer en bestræbelse på at spille en offensiv og teknik, så at sige Barcelona orienteret, form for 4-3-3.

Set i dette lys har Mancinis afgang ikke nødvendigvis været et must, dog har det igennem sæsonen været synligt at italieneren har mistet magt i klubben. Txiki således gjort Mancini til en ”lame duck”, og da resultaterne også udeblev, kunne selv den stærke support blandt fansene (formodentlig) ikke hjælpe italieneren. Mancinis kritik af manglende opbakning er således berettiget nok, men italieneren ved som ingen anden – med Inter vandt han syv titler på fire år og blev fyret – at fodbold handler om at opnå resultater. Dem har han ikke opnået i denne sæson, og yderligere har det også haltet på det spillemæssige, hvilket virker til at være et af fokusområderne i det Begiristans ”nye” City.

Også transferpolitikken er mere og mere er blevet et område som Begiristan står for. Mancinis frustration, og konstante offentlige udmeldinger, over manglende forstærkninger skal nok også ses i dette perspektiv. Men det lader til at det er spanierne som sidder med den afgørende indflydelse på dette område.

En ny træner vil kende disse nye realiteter i City og være indstillet på at arbejde under dem. Og hvis historien virkelig skulle gentage sig er der noget at se frem til:

Soriano og Begiristain var nemlig i 2008 med til at beslutte at man i Barcelona fyrede Frank Rijkaard og erstatede ham med en hvis Pep Guardiola. Resten er historie.

Ovenstående er Bloggerens egen mening - ikke CityFan-dk's